Hvordan
finder man på at skulle have høns? Tja, jeg kan da fortælle min historie smiley.

Det hele
startede da jeg var 11 år. Jeg havde et marsvin som kæledyr, men som så mange
andre børn hungrede jeg efter dyr i det hele taget. Jeg gik ture med samtlige
af vejens hunde og vi havde en stor og fin volierer med nymfeparakitter (en
enkel af dem tam) samt undulater. Men jeg ville have flere dyr, ærgerligt far
og mor satte en grænse. En ting ville de dog gerne give lov til: HØNS, nærmere
betegnet dværghøns. Derfor blev halvdelen af legehuset/fuglehuset omdannet til
hønsehus og volieren kunne de dele. Min far var ivrig deltager i projektet og
hjalp hele vejen igennem.

4 høns af
ubestemmelig herkomst blev indkøbt. De var ikke tamme, men det blev de hurtigt.
Inden længe var de på tur i haven, med mig som vogter og en tur på cykelstyret
fik de også tit. De blev i den grad kælet og nusset. De kom når man kaldte og
var i det hele taget rigtig hyggelige at have gående rundt og klukke mellem
benene på os. Hønsene holdt et par år eller 3 og et par stykker af dem, var
endda med til min konfirmation. Men høns holder ikke evigt og måske de var en
kende indavlede, for de blev aflivet en for en af øksen pga. forskellige dårligdomme.

Nu havde jeg
fået lidt blod på tanden og med et tomt hønsehus købte vi rugeæg af racen
danske brune dværglandhøns hos Lars Lilholm, han havde desværre ikke høns han
ville af med på det tidspunkt. Vi lånte en gammel fladruger af nogle bekendte
og ventede og ventede. Ud kom 2 snoldede kyllinger. Rugemaskinen var en noget
gammel model og vores ekspertise nok ikke den bedste. De to kyllinger viste sig
senere at være en hane og en høne. Hønen døde senere, men hun havde også hele
tiden skrantet. Derimod var der masser af livskraft i hanen, som blev helt utroligt
tam. Inden længe fløj han op på armen/skulderen når man kaldte og han fulgte
mig rundt i haven, som en lille hund.

Se en elsket
hane og en skrantende høne er jo lidt spinkelt grundlag for en avlsstamme, så
jeg modtog med posten 3 høns fra Erik Jacobsen på Fyn. Om hanen levede op til
standarden? Tja, sikkert ikke, men min forstand på området var lille og mit
hjerte stort, så det var hvad jeg havde at gøre godt med smiley.

Et nyt
hønsehus blev bygget, stadig med plads til høns og fugle for sig, dog med delt
voliere, men disse nye høns, så snart deres snit til at overfalde fugle på
grøntjagt. Så fuglene måtte desværre flytte ud på en gård med volierer i
massevis.

Rugeæg blev
taget fra og afleveret ved en avler, så de kunne blive ruget ud af en ekspert.
5 kyllinger ud af rigtig mange æg endte vi op med. Øv øv, ikke mange, men nu
skulle det blive spændende hvad der var hvad. Kyllingerne stod vanen tro under arkitektlampen
på mit værelse. De blev jævnligt taget op og faldt også tit i søvn på min mave.
Snart blev de store nok til at flytte i hønsehus i sommervarmen.

Jeg meldte
mig ind i Danmarks fjerkræavlerforening, Specialklubben for danske landhøns og
den lokale klub: Fjerkræklubben for Slagelse og omegn. De små nye kyllinger
skulle have ringe på og det fik de. Heldigvis afholdt Fjerkræklubben for
Slagelse og Omegn en ungdyrsdag på Slagelse bibliotek, hvor man kunne lærer
lidt om standarder og hvordan man gør udstillingsklar. Dyr måtte man gerne tage
med, så snakken kunne gå ud fra disse. Vi anede jo ikke rigtig hvad vi havde mellem
hænderne, så hvorfor ikke? De 5 ungdyr blev derfor fragtet til Slagelse
bibliotek.

Leif
Overgaard var meget begejstret for de 5 og mente bestemt jeg burde udstille
dem. Især var han begejstret over hvor tamme de var, det var jo ligefrem som om
de sprang op i hånden på ham, når han rakte den derind i buret. Ja, han skulle
bare have vidst deres opvækst.

De 5 ungdyr
blev derfor tilmeldt udstillingen i Slagelse og dagen oprandt for deltagelse.
På mødet havde vi heldigvis lært om fodvask, sprit og margarine. Så hønsene
strålede på dagen. Spændt tog vi derud da udstillingen åbnede om lørdagen.
Havde jeg mon fået en bette ærespræmie. En flot bedømmelse mødte os, faktisk ryddede
jeg alle ungdomspokaler. Så kom turen til kredsudstillingen og her endte jeg
nærmest med at skulle have trailer med for at fragte pokaler og præmier hjem,
for her var det ikke kun ungdomspræmierne jeg vandt. Teenagepinligt at stå der
som juniormedlem med sine eneste 5 dyr og så rydde det hele. Men sjovt og
forunderligt i bagklogskabens lys.

Den tamme
hane fungerede i et par år upåklageligt som avlshane, trods lidt for stor og
grov kam med tendens til at hænge lidt. Hjertet kunne ikke helt forenes med at
aflive ham. En lille anekdote om ham: En dag fløj en påfuglehøne ned i haven.
Vi forsøgte at fange hende, men hun smuttede igen og igen fra os og fløj op på
tagryggen af huset. Hun så dog ud til at være vældig interesseret i vores høns,
så jeg hentede ”hansemand” og gik en tur gennem haven. Påfuglen blev vild i
varmen og fløj lige ned i rumpen af den yderst forbløffede og skrækslagne hane.
Han strøg af sted, men var dog en kende modvillig mod at lede dette monster om
til hans høns. Men med mig som bagtrop tog han mod til sig og smuttede ind i
den tomme hønsegård, der ventede på årets kyllinger. Påfuglen strøg bagefter og
hanen piskede hjulbenet ud af lågen og op i favnen på mig, med øjne så store
som tekopper. Påfuglen var nu fanget og hanen kunne i ro og mag glo på den fra
den anden side af tråden, så faldt hjertet langsomt på plads i brystkassen
igen, efter at have hamret rundt i halsen. Påfuglen fandt sit gamle hjem og
hanen nød freden. En forelsket påfugl, der skriger på den anden side af hegnet,
kan gå selv haner på nerverne.

I årene
efter den første deltagelse på udstilling gik det op og ned med præmierne, men med
generelt gode bedømmelser. Man lærer hurtigt hvad der tegner godt og hvad der
ikke gør. Senere fik jeg dog også flere stammer og flere ungdyr at sorterer i,
men jeg vandt ikke altid. Så i bagklogskabens lys er det lidt sjovt at de 5 dyr
dengang alle var så gode.

Så kom tiden
for videreuddannelse og jeg overlod derfor min avl til min far. Han har siden
udbygget bestanden med hvide danske landhøns og har udvidet antallet af
hønsehuse betragteligt. Året efter han overtog flokken, ja, så endte han som
klubmester, ak ja, utak er verdens løn smiley.

Efter år med
uddannelse og familieforøgelse, blev det igen tid til at få høns. Børn har jo
godt af dyr omkring sig og jeg mente bestemt ikke at 3 katte og en hest er noksmiley,
så derfor blev et legehus indrettet til høns i 2011. Jeg har tabt mit hjerte
til den lille landhøne, men nu med en tvist. Så overvejelserne gik på luttehøns
eller gumpehøns. Valget endte på luttehøns, da min far havde en bette hane
rendende efter Leif Overgaards bestand. Denne lille hane samt 3 langbenede høns
af min gamle stamme endte derfor på matriklen. Dette førte til 14 kyllinger i
år 2012, hvoraf der var 4 kortbenede høner og 3 kortbenede haner.


fremadrettet bliver det spændende hvad dette nye kapitel kan fører til. Om jeg
kan få lutter der nærmer sig standarden ud af dette spinkle materiale med
rødder mange år tilbage og med få tillæg pr. år. Historien om hvordan den
danske luttehøne blev reddet, er også værd at fortælle, men det har andre gjort
før mig.

Se det var
lidt om hvordan jeg blev hønseejer og senere avler.